Franske storbyer er tæt på overbelastning af sundhedsvæsenet

Myndigheder i de franske storbyer Bordeaux og Marseille vil indføre nye restriktioner i et forsøg på at begrænse smitte med coronavirus, der risikerer at overbelaste sundhedsvæsenet.

Blandt andet vil byerne begrænse offentlige forsamlinger. Det skriver The Guardian.

– Virusset er accelereret på trods af kravet om at bære mundbind, der blev indført tidligt på sommeren.

– Vi er nødt til at gribe yderligere ind for at sikre, at vores sundhedsvæsen kan følge med, siger den øverste sundhedsembedsmand i Marseille Christophe Mirmand.

Regionen, Marseille ligger i, er en af de hårdest ramte regioner i Frankrig for tiden.

Kapaciteten på intensivafdelingerne i Marseille er tæt på at nå sin grænse, siger direktøren for offentlige hospitaler i byen mandag ifølge The Guardian.

Selv efter at der i weekenden blev tilført ekstra sengepladser på hospitalerne, er systemet “tæt på mætningspunktet”, lyder det.

Direktøren for hovedhospitalet i Bordeaux siger, at “alle advarselssignalerne blinker rødt”. På hans hospital har de 77 coronapatienter, hvoraf 24 er i intensivbehandling.

Det er “en hurtigt stigning i løbet af de seneste ti dage”, siger direktøren.

Bordeaux har mandag indført, at man ikke må spise eller drikke stående på barer og restauranter. Og i parker og på strande må maksimalt ti personer være samlet.

Restriktioner kommer efter opfordring fra den franske premierminister, Jean Castex. Han har givet hårdt ramte regioner instrukser om at indføre yderligere restriktioner for offentlige forsamlinger inden tirsdag.

Det seneste døgn er der registreret 6158 nye smittetilfælde i Frankrig. Det oplyser landets sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Yderligere 34 er døde med coronavirus det seneste døgn.

Samlet har Frankrig registreret mere end 425.000 smittetilfælde og knap 31.000 coronarelaterede dødsfald.

/ritzau/