Britisk Underhus giver grønt lys til omstridt lovforslag

Det britiske Underhus har mandag aften givet en foreløbig godkendelse til et kontroversielt lovforslag, der ifølge EU er i strid med brexit-aftalen.

Parlamentsmedlemmer har givet grønt lys til forslaget med 340 mod 263 stemmer.

Loven vil bryde dele af skilsmisseaftalen med EU, hvilket har vakt harme i Bruxelles.

Premierminister Boris Johnson siger, at lovforslaget er et sikkerhedsnet mod, hvad han hævder at være trusler fra EU om at forhindre intern handel mellem Nordirland og Storbritannien.

Han mener, at EU’s påståede linje berettiger, at hans regering har taget skridt til at kræve ændringer i skilsmisseaftalen, hvilket er benzin på bålet i en krise omkring brexit.

Men EU-ledere har afvist dette som “spin” og advaret Johnson om, at han skal overholde de forpligtelser, som han selv har indgået i brexit-aftalen sidste år.

Det indebærer også at fjerne de kontroversielle dele af det nye lovforslag inden udgangen af denne måned, mener EU-lederne.

Den britiske regering har indrømmet, at lovforslaget er i strid med international lov, men kalder det en form for forsikring, hvis Storbritannien forlader EU uden aftale.

/ritzau/AFP