Strandede migranter fra Mærsk-skib går i land på Sicilien

Fredag blev 27 migranter flyttet fra tankskibet “Maersk Etienne” til ngo-skibet “Marie Jonio”.

Og nu kan de 25 migranter, som fortsat tilbage på ngo-skibet, snart få lov at gå i land.

Det oplyser hjælpeorganisationen Mediterranea Saving Humans på Twitter lørdag aften. Det er den hjælpeorganisation, der kom migranterne til undsætning.

To migranter om bord, en gravid kvinde og hendes mand, er tidligere sejlet i land, da hendes tilstand var betydeligt påvirket af flere uger til havs.

Hjælpeorganisationen skriver lørdag aften, at den har fået tilladelse til at lægge til havn i Pozzallo. Det er en havneby på den italienske ø Sicilien.

Havnen er blevet valgt “af helbredsmæssige årsager”, hedder det i opslaget på Twitter.

– Efter 40 dage er mareridtet endelig ovre for de strandede på “Maersk Etienne, skriver Mediterranea Saving Humans på Twitter.

Det fremgår ikke, hvornår de går i land.

27 migranter havde indtil fredag, hvor de blev flyttet, været strandet på et tankskib fra Mærsk siden 4. august.

Migranterne var blevet samlet op i tunesisk farvand af besætningen på 21 mand. Det var Maltas kystvagt, der bad Mærsk om at hjælpe.

Derefter har danske myndigheder forsøgt at finde en løsning for migranterne.

Hverken Malta eller Tunesien har dog indvilget i at tage imod dem.

Efter 38 dage var det lægefagligt personale på skibet “Maria Jonio”, der vurderede, at migranternes tilstand krævede øjeblikkelig handling.

Ifølge Maersk Tankers har situationen på “Maersk Etienne” været kritisk for de strandede migranter. Ikke mindst efter at tre af migranterne hoppede i vandet i et forsøg på at komme i land.

Mediterranea Saving Humans bad i første omgang om at få lov at gå i land i Malta. Det afviste Malta dog allerede fredag. Men nu er der altså givet tilladelse til, at migranterne snart igen får jord under fødderne.

Og det bliver altså på Sicilien, som ligger tæt på Malta.

/ritzau/