18. tropiske stormvejr lurer ud for USA i travl orkansæson

Den tropiske storm Sally, som befinder sig i Den Mexicanske Golf, er nu det 18. navngivne stormvejr i den atlantiske orkansæson i år.

Aldrig før har der så tidligt på året været så mange navngivne stormvejr, skriver amerikanske CNN lørdag lokal tid.

Mandag kan Sally udvikle sig til en orkan og bringe stærke vinde og stormflod til en længere kyststrækning ud til Den Mexicanske Golf.

Det melder USA’s Nationale Orkancenter (NHC) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På sin vej ventes Sally at skabe forstyrrelser i flere olieproducerende områder for anden gang på mindre end en måned.

Den seneste NHC-prognose spår, at den vil opnå maksimale vindhastigheder på omkring 129 kilometer i timen.

Sally ventes ikke at blive lige så voldsom som orkanen Laura, der bragte store ødelæggelser i august. Men den kan forårsage op til fire meter høje bølger.

/ritzau/