Nato ser Afghanistan-forhandlinger som historisk mulighed

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger lørdag, at de indledte fredsforhandlinger i Qatar mellem Afghanistans regering og Taliban er en “historisk mulighed”.

– Nato står ved Afghanistans side i kampen for at fastholde den fremgang, som er opnået, og i kampen for at sikre, at Afghanistan aldrig igen bliver en frihavn for terrorister, skriver Stoltenberg på Twitter.

Men han understreger, at volden i Afghanistan stadig er “uacceptabelt høj”.

I en længere erklæring fra den vestlige militære alliance hedder det, at de fredsforhandlinger, som er indledt i Qatar, er “et vigtigt skridt frem mod varig fred og stabilitet i Afghanistan efter årtier med konflikt.”
Nato deltog i en amerikansk-ledet invasion af Afghanistan i 2001. Nato stod derefter i spidsen for en FN-styrke, som havde til opgave at stabilisere landet.

FN-styrken bestod af 130.000 soldater, da den var størst.

Nato siger i en opfordring henvendt til både den afghanske regering og Taliban, at fredsforhandlingerne er en chance for at “gribe ud efter muligheden for fred”.

Abdullah Abdullah, som leder den afghanske regeringskoalition, opfordrede på førstedagen til en “øjeblikkelig, humanitær våbenhvile”. Men hans opfordring blev ikke besvaret af Talibans Abdul Ghani Baradar, som var med til at stifte den islamistiske bevægelse.

Nato siger, at det nuværende niveau af vold med stadige Taliban-angreb mod de afghanske sikkerhedsstyrker er “uacceptabelt højt og undergravende for tilliden til fredsprocessen”.

– Vi opfordrer Taliban til at tage afgørende skridt fremad mod et stop af vold. hedder det.

Forhandlingerne finder sted i et konferencecenter i et hotel i Qatars hovedstad, Doha.

/ritzau/AFP