Kina forbyder køb af tysk svinekød efter fund af svinepest

Kina indfører et forbud mod import af svinekød og svineprodukter fra Tyskland.

Det oplyser de kinesiske myndigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forbuddet kommer, efter at Tyskland har bekræftet sit første tilfælde af afrikansk svinepest. Det blev fundet sidste uge hos et vildsvin.

Ifølge Reuters er Tyskland den tredjestørste leverandør af svin til Kina. En af de andre store leverandører er Danmark.

Forbuddet fra de kinesiske myndigheder kommer på et tidspunkt, hvor landet i forvejen har mangel på svinekød. Kina har nemlig selv været ramt af afrikansk svinepest, som er et virus med høj dødelighed blandt svin.

Det kinesiske forbud mod import af tysk svinekød ventes at komme andre store leverandører til gode.

Det gælder blandt andet USA, Spanien, Canada og Brasilien, skriver Reuters.

Kina er verdens største aftager af svinekød. I år har landet købt rekordstore mængder svinekød fra udlandet, fordi mængden hos de kinesiske producenter faldt med næsten en femtedel i årets første seks måneder.

Så sent som fredag blev Kina af tyske producenter opfordret til ikke at forbyde indkøb af deres svinekød.

Reuters har indtil videre forgæves prøvet at få en kommentar til historien fra det tyske landbrugsministerium.

/ritzau/