21 talibanere indleder fredsforhandlinger med afghansk regering

Afghanske fredsforhandlinger er tidligt lørdag blevet indledt i Qatar med en åbningsceremoni.

Repræsentanter for den afghanske regering og for den militante oprørsbevægelse Taliban sætter sig efter ceremonien til forhandlingsbordet og indleder drøftelser om fred i landet.

De indledes, efter at de seks sidste af i alt omkring 5000 Taliban-fanger er blevet løsladt for at bane vej for forhandlingerne.

USA har ageret mægler i striden. Her har udenrigsminister Mike Pompeo udtrykt tilfredshed med den nye udvikling. Han opfordrer parterne til ikke at forspilde chancen for at afslutte krigen.

– Starten på disse forhandlinger markerer en historisk mulighed for at gøre en ende på fire årtiers blodig krig i Afghanistan, udtalte han i en erklæring forud for åbningsceremonien.

De to delegationer med hver 21 deltagere sidder ansigt til ansigt ved forhandlingsbordet i Sheraton Hotel i Qatars hovedstad, Doha.

– Disse forhandlinger bør være baseret på principper om ingen vindere eller tabere, sagde Qatars udenrigsminister under åbningsceremonien.

– Parterne må træffe afgørende beslutninger i overensstemmelse med de store udfordringer og hæve sig op over alle former for splittelse ved at nå frem til en aftale på grundlag af idéerne om ingen sejrherre og ingen besejrede, sagde Mohammed bin Abdulrahman Al Thani.

Regeringens delegation ledes af den tidligere afghanske efterretningschef Masoom Stanekzai. Talibans delegation ledes af bevægelsens ledende dommer, Abdul Hakim Ishaqzai.

Forhandlingerne er indledt dagen efter årsdagen for al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001.

Afghanistans fredskomité siger i en erklæring, at den arbejder for en humanitær våbenhvile i alle landets regioner. Samtidig fastslår den, at Afghanistan stadig har brug for international støtte, og at “det er målet at få skabt et forenet land, som kan sikre fremtidige generationers overlevelse”.

Talibans ledere siger, at de “ser frem til et fredeligt, stabilt Afghanistan”.

Præsident Donald Trump, som kæmper for at blive genvalgt i november, har presset hårdt på for at få afsluttet USA’s længste krig nogensinde. Ifølge Trump skal alle udenlandske soldater være ude af Afghanistan næste år.

Politiske iagttagere siger, at det kan tage år at nå til enighed om en omfattende fredsaftale.

Nogle frygter en opsplittelse af Taliban, så snart den fælles ydre fjende er væk. Og flere har sagt, at en holdbar løsning kun kan findes, hvis blandt andet Pakistan og Iran får mere indflydelse på forhandlingerne.

/ritzau/Reuters