Politiprotester i Colombia efterlader ni døde og mange sårede

Ni personer er blevet dræbt, og hundredvis er såret efter optøjer i Colombias hovedstad, Bogotá.

Det oplyser colombianske myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Optøjerne brød ud, da demonstranter onsdag gik på gaden for at protestere mod politiet, efter at en mand tidligere på ugen mistede livet, da politiet gentagne gange brugte en strømpistol mod ham.

På en video fra episoden kan man ifølge Reuters se, hvordan den 46-årige jurastuderende og familiefar Javier Ordonez bliver holdt nede af politiet, mens han får stød mindst fem gange.

Man kan også høre, hvordan han flere gange bønfalder politiet om at stoppe.

Ordonez blev siden bragt til et lokalt hospital, hvor han senere døde.

Regeringen oplyser ifølge Reuters, at de to betjente involveret i episoden er blevet suspenderet, mens en undersøgelse er blevet sat i gang.

Videoen af episoden er efterfølgende blevet delt på nettet, hvilket satte gang i protesterne.

Borgmesteren i Bogotá, Claudia Lopez, oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP på Twitter, at mindst 326 personer er blevet såret i kampe mellem demonstranter og politi – heriblandt 147 betjente.

60 af dem er blevet såret af skud, siger borgmesteren.

De ni dræbte er mellem 17 og 27 år gamle.

– Der er tydelige beviser for, at politiet helt uovervejet har brugt våben. Hvilken slags træning får de, siden de har sådan et uforholdsmæssigt voldsomt modsvar på en protest? siger Claudia Lopez ifølge AFP.

Borgmesteren tilføjer, at sagen viser, at der brug for en omstrukturering af politiet i landet.

Colombias præsident, Iván Duque Márquez, har lovet, at der skal gennemføres en undersøgelse af sagen for at få “sikkerhed omkring alle fakta”.

Men ifølge AFP siger han, at han ikke vil “stigmatisere” politiet og “kalde styrken mordere” på grund af nogle enkelte betjentes handlinger.

Sagen har for mange colombianere vækket minder om, hvordan den sorte amerikaner George Floyd døde i USA i maj, da han blev anholdt af politiet.

Onsdagens protester i Colombia spredte sig også til byerne Medellin og Cali.

Ud over de mange sårede og dræbte er adskillige bygninger og køretøjer blevet ødelagt under optøjerne.

/ritzau/