Paludan varsler koranafbrænding i Stockholm – politiet afviser

Stram Kurs gør ifølge partiets leder, Rasmus Paludan, klar til at demonstrere fem steder i den svenske hovedstad, Stockholm, i weekenden, hvor partiet vil afbrænde koranen.

Men politiet har afvist partiets anmodning om at få lov til at demonstrere, skriver den svenske avis Expressen.

Politileder i Stockholms politi, Carolina Paasikivi, siger til avisen, at demonstrationerne kan udgøre en trussel.

– Vi vurderer, at der risikerer at opstå en situation, som indebærer en så alvorlig trussel mod den almene orden og sikkerhed, at vi ikke kan give tilladelse, siger hun.

Paludan, der i august blev nægtet indrejse til Sverige og i stedet fik et indrejseforbud på to år, siger til Expressen, at han har booket en flybillet til Stockholm på trods af, at politiet formentlig vil nægte ham adgang.

15 muslimske organisationer i Stockholm beder folk om at bevare roen, hvis demonstrationerne kommer til at finde sted, skriver nyhedsbureauet TT.

Samtidig har en gruppe varslet en moddemonstration mod Stram Kurs, men også den anmodning er blevet afvist af svensk politi ifølge Sveriges Radio.

Torsdag har Stram Kurs ifølge Paludan brændt koranen af i Rinkeby, der ligger tæt på Stockholm.

I den forbindelse har politiet fanget det på overvågningskameraer. Svensk politi kategoriserer episoden som en hetz mod en folkegruppe og efterlyser derfor en dansk indregistreret Skoda, skriver Berlingske.

En video af episoden, som ligger På Paludans Facebook-profil, viser en mand med Stram Kurs-kasket og en t-shirt påtrykt “Fuck Islam”, som sætter ild til en koran.

Fredag skriver Paludan på Facebook, at man senest også har afbrændt en koran på gaden i Göteborg.

28. august kørte Paludan over Øresund for at demonstrere i Malmø, men ved betalingsstationen Lernacken blev han mødt af et stort antal politibetjente. De overrakte ham beskeden om, at han fået to års indrejseforbud til Sverige.

Myndighederne vurderer, at der er en risiko for, at han begår kriminalitet. Det oplyste Calle Persson fra politiet i Malmø. Paludan er tidligere dømt for racisme i Danmark.

Selv om Paludan aldrig kom ind i Sverige, udviklede der sig uro i Rosengård-kvarteret i Malmø, hvor medlemmer af Stram Kurs afbrændte eksemplarer af koranen.

Moddemonstranter protesterede og affyrede fyrværkeri og kastede med sten mod politiet i forbindelse med urolighederne.

Flere betjente kom til skade. Desuden blev flere politibiler og en ambulance beskadiget. 15 personer blev frihedsberøvet.

Rasmus Paludan har efter afvisningen ved den svenske grænse oplyst, at han i to årtier har været svensk statsborger – og fortsat er det.

Han har en svensk far og kan derfor have ret, har den svenske juraekspert Patrick Bremdal fortalt til Ekstra Bladet.

Er han svensk statsborger, kan Sverige få problemer med at opretholde indrejseforbuddet.

Paludan har klaget over beslutningen, men umiddelbart står den stadig til troende.

Alligevel forventer han at kunne rejse til Sverige i weekenden, og det har han informeret både politiet og det svenske rigspolitis efterretningstjeneste om, skriver Expressen.

/ritzau/