Oberst idømmes 133 år ved spansk domstol for drab på præster

Spaniens øverste straffedomstol idømmer den tidligere oberst Orlando Montano Morales fra El Salvador 133 års fængsel for mordet på fem spanske jesuiterpræster i 1989.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Morales blev fundet skyldig i drabene, som skete i november 1989, da den katolske jesuiterorden fungerede som mægler under fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsgruppen FMLN.

Drabene fandt sted midt under borgerkrigen i El Salvador.

Morales havde efter borgerkrigen taget ophold i USA. Men i 2016 beordrede en amerikansk domstol ham udleveret til Spanien.

/ritzau/