Mange smittetilfælde får Israel til at lukke ned i 14 dage

Israels såkaldte coronavirus-kabinet har torsdag vedtaget en 14 dage lang nedlukning af landet. Den landsdækkende nedlukning vil begynde i næste uge.

Det rapporterer lokale medier.

Beslutningen kommer, efter at der i løbet af det seneste døgn er registreret over 4000 nye smittetilfælde i landet.

Nedlukningen falder sammen med det jødiske nytår, Rosh Hashana, der indledes fredag i næste uge og efterfølges af flere religiøse helligdage.

Når den 14 dage lange nedlukning er overstået, skal skoler og børnehaver forblive lukkede i yderligere 14 dage, rapporterer israelske medier.

Regeringen i Israel ventes endeligt at godkende tiltaget på søndag. Samme dag vil regeringen beslutte, hvornår nedlukningen skal træde i kraft.

Antallet af daglige nye smittetilfælde var for tredje dag i træk torsdag det højeste antal, siden pandemien brød ud. Således blev der registreret 4013 nye tilfælde torsdag.

Også antallet af gennemførte test var betydeligt højere end tidligere. Onsdag blev der udført næsten 45.000 test på tværs af landet.

/ritzau/dpa