Leder i EU-Parlamentet: Lukasjenko skal på sanktionsliste

Sanktioner fra EU mod den politiske ledelse i Hviderusland skal omfatte landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, mener lederen af EU-Parlamentets største gruppe, EPP, Manfred Weber.

Da tre diplomater i sidste uge løftede sløret for en foreløbig sanktionsliste over for nyhedsbureauet Reuters, blev præsidentens navn ikke nævnt.

– For os er det indlysende, at Lukasjenko skal være på listen. En liste uden Lukasjenko er utænkelig. Han er hjernen bag det, som sker, siger Weber til en gruppe internationale medier heriblandt Ritzau fredag.

Lukasjenko er problemet i forhold til at indlede en dialog med oppositionen, mener den tyske leder af den borgerlige og kristendemokratiske gruppe.

Uroen i Hviderusland udspringer af et præsidentvalg i begyndelsen af august. Lukasjenko blev udråbt til klar vinder af landets valgkommission.

Oppositionen sagde, at det var valgsvindel. Det har observatører bekræftet. EU og andre har taget afstand til den politiske ledelse i den tidligere sovjetrepublik.

I ugevis er tusindvis af mennesker gået på gaden for at protestere imod valgsvindel og Lukasjenko.

Præsidenten, der har ledet landet i 26 år, mødes på mandag med Rusland præsidents, Vladimir Putin.

Netop Rusland er en del af problemet, påpeger Weber. Han vil også have, at EU skal overveje yderligere sanktioner mod Rusland.

– EPP holder fast i, at alle muligheder må være på bordet. Hvis oppositionen i Hviderusland er under pres fra Rusland, så skal det også være en mulighed, at vi kan indføre flere sanktioner imod Rusland, siger Weber.

EU-landene traf i august en beslutning om, at de vil indføre sanktioner mod de ansvarlige for udviklingen i Hviderusland. Det arbejdes der aktuelt på. En liste kan vedtages om knap to uger, når ministre mødes i Bruxelles.

Manfred Weber kobler samtidig konflikten til den russisk-tyske gasledning Nord Stream II, som står næsten færdig.

– Nord Stream II må være en mulighed. Når det handler om at forsvare oppositionen i Hviderusland, så er Nord Stream en mulighed for at lægge pres på Rusland, siger han.

Tyskland og i særdeleshed Rusland har stærke interesser i den forbindelse.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har for nylig åbnet op for, at forholdet til Rusland kan få følger for det store gasprojekt.

Merkel koblede dog projektet til en anden sag. Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, som blev forgiftet i august, og som nu ligger på et tysk hospital.

/ritzau/