Corona øger vold og mindsker lægehjælp for udsatte børn

Coronakrisen har haft voldsomme konsekvenser for verdens udsatte børn, lyder det i ny rapport fra Red Barnet.

I undersøgelsen, hvor cirka 25.000 børn og voksne fra 37 lande i blandt andet Asien, Afrika, Nordamerika og Mellemøsten har svaret, fremgår det, at 93 procent af de familier, som har tabt mere end halvdelen af deres indtægt under coronakrisen, som følge deraf har haft problemer med at få lægehjælp.

Det er særligt et problem, fordi 82 procent af husholdningerne har berettet om et økonomisk tab i forbindelse med coronakrisen, hedder det i rapporten.

To tredjedele af husholdningerne i undersøgelsen har under krisen haft svært ved at få nok varieret kost. Desuden er raten for vold i hjemmet gået fra otte procent, da skolerne var åbne, til 17 procent efter nedlukningen.

Risikoen er, lyder det fra Red Barnet, at det ender med dødsfald blandt børn, som kunne være blevet forhindret.

Rapporten er ifølge Red Barnet baseret på “den største undersøgelse”, siden coronapandemien for alvor tog fart for et halvt år siden.

Red Barnet giver også en række bud på, hvad der kan gøres for at løse problemet.

Blandt andet opfordres der til at lave en global undervisningsplan under coronakrisen. Aktiebankholdere i Verdensbanken bør træde til med økonomiske midler, og så skal der ses på landenes sociale sikkerhedsnet og deres kriseberedskaber.

Danmark er ikke en del af undersøgelsen.

/ritzau/