Otte er dræbt og hundredvis såret i politiprotester i Colombia

Otte personer er blevet dræbt, og hundredvis er blevet såret efter optøjer i Colombias hovedstad, Bogota.

Det oplyser colombianske myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Optøjerne brød ud, da demonstranter onsdag gik på gaden for at protestere mod politiet, efter at en mand tidligere på ugen mistede livet, da politiet gentagne gange brugte en strømpistol mod ham.

På en video fra episoden kan man ifølge Reuters se, hvordan den 46-årige jurastuderende og familiefar Javier Ordonez bliver holdt nede af politiet, mens han får stød mindst fem gange.

Man kan også høre, hvordan han flere gange bønfalder politiet om at stoppe.

Ordonez blev siden bragt til en lokal lægeklinik, hvor han senere døde.

Videoen af episoden er efterfølgende blevet delt på nettet, hvilket satte gang i protesterne.

Borgmesteren i Bogota, Claudia Lopez, oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP på Twitter, at mindst 326 personer er blevet såret i kampe mellem demonstranter og politi – heriblandt 114 betjente.

58 af dem er blevet såret af skud, siger borgmesteren.

Mindst tre af de dræbte personer under protesterne er ligeledes blevet dræbt af skud. Det oplyser politiet ifølge AFP.

/ritzau/