New York City kan snart tage imod cafégæster indendørs

New York City kan genåbne restauranter og caféer for gæster indendørs fra 30. september.

Det oplyser New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, ifølge nyhedsbureauet AP.

Genåbningen skal blandt andet foregå med en begrænsning på 25 procent af den samlede kapacitet samt måling af gæsters temperatur ved indgangen.

Feber kan være et symptom på coronavirus.

Derudover skal gæsterne registrere sig ved spisestederne for at hjælpe til smittesporing, siger Cuomo.

Gæsterne må ikke sidde i baren, men drinks kan serveres ved bordet.

Restauranterne skal lukke ved midnat, og bordene skal være mindst to meter fra hinanden. Gæsterne skal desuden bære mundbind, når de ikke sidder ved bordet.

– Dette vil sandsynligvis ikke ligne de restaurantbesøg, som vi alle kendte og elskede, men det er et fremskridt for alle restaurantarbejdere og alle borgere i New York, siger borgmester Bill de Blasio.

Den amerikanske millionbys restaurationsbranche har været hårdt ramt, siden New York City i marts blev USA’s epicenter for coronavirusset.

Tusindvis af byens restauranter har serveret mad til at spise udendørs eller tage med hjem gennem sommeren, men branchen har presset på for at åbne indendørsserveringen, da koldere vejr nærmer sig.

New Yorks guvernør har tidligere advaret om, at en ophævelse af forbuddet kunne føre til en opblussen af nye coronaudbrud.

Delstaten har registreret mere end 32.000 coronarelaterede dødsfald, hvilket gør den til den hårdest ramte i USA.

I det meste af det øvrige New York har restauranter opereret med en kapacitet på 50 procent. I New York City skal beslutningen om indendørs servering revurderes 1. november, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/