Medie: Bidens-valgkampagne er forsøgt hacket af russere

Et rådgivningsfirma med tilknytning til den demokratiske præsidentkandidat Joe Bidens valgkampagne er blevet forsøgt hacket af personer støttet af den russiske stat.

Det oplyser tre unavngivne kilder med viden om sagen.

Ifølge kilderne er det it-giganten Microsoft, der har advaret firmaet om hackerangrebet.

Angrebet var målrettet medarbejdere hos firmaet SKDKnickerbocker, der arbejder med kampagnestrategi og kommunikation.

De seneste to måneder har firmaet arbejdet sammen med Joe Biden og andre prominente demokrater, siger de unavngivne kilder.

En person med kendskab til SKDK siger, at hackerne ikke havde held med at få adgang til firmaets netværk.

– De er godt beskyttet, så der har ikke været noget læk, siger personen til Reuters.

SKDK’s vicedirektør, Hilary Rosen, har afvist at kommentere sagen. Joe Bidens valgkampagne er endnu ikke vendt tilbage på Reuters’ henvendelser.

/ritzau/Reuters