Kilder: Merkel og Macron henter 400 børn fra nedbrændt lejr

Den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er blevet enige om en plan for at få bragt 400 uledsagede børn fra den nedbrændte migrant-lejr Moria ind i EU.

Det oplyser regeringskilder ifølge nyhedsbureauet dpa.

De 400 børn vil blive fordelt på en række EU-lande, der deltager i planen.

Det skriver det tyske medie Bild.

Emmanuel Macron ventes ifølge mediet senere at annoncere “en koordineret respons” efter branden i Moria-lejren.

Angela Merkel bekræfter torsdag aften, at hun er gået sammen med Macron for at finde en løsning.

– Jeg har spurgt den græske premierminister, hvordan vi kan hjælpe. Han ønsker, at vi tager os af mindreårige, der er blevet bragt til fastlandet, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Vi har taget kontakt med Frankrig. Tyskland og Frankrig vil være en del af den indsats, tilføjer hun.

Det vides fortsat ikke, hvor mange af de mindreårige migranter, som Frankrig og Tyskland vil tage imod.

Det står heller ikke klart, hvilke andre EU-lande der kommer til at tage imod de resterende migrantbørn.

Torsdag aften meddeler den hollandske regering dog, at den har tilbudt at tage imod 100 migranter fra den nedbrændte lejr.

Natten til onsdag blev Moria-lejren, der ligger på den græske ø Lesbos, ramt af en storbrand.

Mellem 12.000 og 13.000 befandt sig i lejren, selv om den kun er beregnet til omkring 3000 migranter.

Samtlige migranter blev evakueret under branden. De fleste af dem har strejfet rundt på øen siden branden uden noget sted at sove, skriver nyhedsbureauet AFP.

Norge meldte sig onsdag som et af de første lande på banen og annoncerede, at landet vil hente 50 asylansøgere fra lejren.

Den danske regering har ikke planer om at hente asylansøgere fra lejren til Danmark.

I stedet tilbyder Danmark 22,4 millioner kroner i ekstraordinær hjælp til Grækenland. Pengene skal gå til at sørge for tag over hovedet til flygtninge- og migrantbørn.

Det fortæller udviklingsminister Rasmus Prehn (S) torsdag aften.

/ritzau/