Uønsket reaktion hos forsøgsperson bremser vaccineforsøg

AstraZeneca har sat et senklinisk forsøg med en lovende covid-19-vaccine på pause efter mulige bivirkninger hos en forsøgsperson i Storbritannien.

Det oplyser en talsmand for medicinalselskabet ifølge Reuters.

Der er ingen oplysninger om patientens konkrete bivirkninger.

Personen ventes dog at komme sig, oplyser en person med kendskab til sagen over for onlinemediet statnews.com

AstraZeneca udvikler vaccinekandidaten i samarbejde med Oxford University.

Den er en af ni, som er kommet frem til de afsluttende fase 3-forsøg, hvor de mulige nye lægemidler afprøves på tusindvis af forsøgspersoner for at tjekke effekten og få sikkerhed for, at der ikke er utilsigtede bivirkninger.

Først derefter kan det komme på tale at søge myndighederne om en godkendelse til at sende en vaccine på markedet.

/ritzau/