Uønsket reaktion hos forsøgsperson bremser vaccineforsøg

Sandsynligheden for at det snart vil lykkes at udvikle en vaccine, der kan beskytte folk mod det nye coronavirus, er blevet mindre, efter at et forsøg med en lovende covid-19-vaccine er sat på pause i den afsluttende fase.

Det sker som følge af mulige bivirkninger hos en forsøgsperson i Storbritannien.

Det oplyser en talsmand for medicinalselskabet AstraZeneca, der udvikler vaccinekandidaten i samarbejde med Oxford University.

Parterne skal nu gennemgå data fra forsøgene for at kontrollere midlets sikkerhed. Talsmanden oplyser ikke noget om tidspunktet for en mulig genoptagelse af forsøget.

Der er ingen oplysninger om patientens konkrete bivirkninger. Personen ventes dog at komme sig, oplyser en person med kendskab til sagen over for onlinemediet statnews.com.

Den mulige vaccine fra AstraZeneca er en af ni, som er kommet frem til de afsluttende fase 3-forsøg. Ifølge statnews.com er AstraZenecas det første fase 3-forsøg, som bliver sat på pause.

Det er ikke usædvanligt, at kliniske forsøg midlertidigt blive standset i fase 3, hvor mulige nye lægemidler bliver afprøvet på tusindvis af forsøgspersoner for at tjekke effekten og få sikkerhed for, at der ikke er utilsigtede bivirkninger.

Først derefter kan det komme på tale at søge myndighederne om en godkendelse til at sende en vaccine på markedet.

Normalt bliver forsøgspersoner i fase 3-studier opdelt i to grupper, hvor den ene modtager den vaccine, der bliver testet, mens den anden gruppe får et placebomiddel. Det kan eksempelvis være en vaccine mod en anden sygdom eller en harmløs saltvandsopløsning.

/ritzau/