Udgravning af lufthavn afslører mindst 200 mammutskeletter

I forbindelse med udgravningen til en ny lufthavn nord for Mexico City er der fundet mindst 200 mammutskeletter.

Det skriver mediet Washington Post, der rapporterer, at endnu flere fund kan være på vej.

Arkæologer på stedet, der er blevet døbt “mammut-hovedstationen”, håber, at fundet kan være med til at løse gåden om, hvordan de store dyr uddøde.

I alt har arkæologer fundet rester fra dyrene på mere end 194 områder omkring det sted, hvor de første mammutskeletter blev fundet i oktober sidste år. Og flere kommer hele tiden til.

Det oplyser kaptajn Jesus Cantoral, der leder udgravningsarbejdet, til nyhedsbureauet AFP.

Opdagelsen er ifølge Washington Post det største fund af mammutskeletter nogensinde.

Palæontolog Ashley Leger siger til avisen, at så stort et fund er “meget sjældent”, fordi det ofte kræver nogle helt særlige klimatiske forhold, hvis fossiler skal bevares i den stand og det antal.

Ifølge AFP anslås det, at de fleste af dyrene har levet i området for mellem 10.000 og 25.000 år siden.

Arkæologer tror, at de store dyr holdt til i området, fordi der var masser af mad og drikke takket være en sø, der ikke længere eksisterer.

– Stedet har haft masser af naturlige ressourcer. Nok til at de her individer har kunnet overleve i rigtig mange generationer, siger arkæolog Araceli Yanez til AFP.

Hun tilføjer, at mange af dyrene om vinteren blev fanget i mudder, hvorefter de gik til.

Eksperter har i månedsvis arbejdet omhyggeligt for at grave skeletterne fri. Det er sket, samtidig med at tusindvis af arbejdere har fortsat udgravningsarbejdet til den nye lufthavn.

På grund af fundet bliver hver eneste gravko og bulldozer på stedet ledsaget af en arkæolog for ikke at ødelægge de dyrebare fund.

Der er før gjort overraskende mammutfund i Mexico.

I 1970’erne fandt arbejdere, der var ved at udgrave metrosystemet i Mexico City, et mammutskelet, mens de gravede nord for hovedstaden.

Mammutten herskede engang på Jorden, men forsvandt stort set ved den seneste istids afslutning.

Elefantens fætter var engang blandt de mest udbredte planteædere i Nordamerika og Sibirien, men blev truet på grund af stigende jagt og et varmere klima.

Nogle få overlevede i det østlige Sibirien, indtil de endeligt uddøde for omkring 4000 år siden.

/ritzau/