Trump vil trække flere soldater hjem fra Irak og Afghanistan

USA’s præsident, Donald Trump, vil tynde yderligere ud i antallet af udstationerede amerikanske soldater i Irak og Afghanistan.

Det oplyser en person fra Trumps administration.

Onsdag vil Trump annoncere en reduktion i antallet af amerikanske soldater i Irak. Senere på ugen vil det blive fulgt op af en melding om at trække flere soldater hjem fra Afghanistan.

Trump har tidligere lovet vælgerne, at han vil afslutte USA’s “endeløse krige”.

I Irak har USA omkring 5200 soldater tilbage, som blev indsat for at bekæmpe den militante bevægelse Islamisk Stat.

Da Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi, i august besøgte Trump i Det Hvide Hus, fik han den besked, at de amerikanske soldater ville forlade landet i løbet af kort tid.

Trump satte ikke en dato på, men lod forstå, at styrkerne skulle trækkes ud “uden at kompromittere USA’s nationale sikkerhedsinteresser i regionen” ifølge militarytimes.com.

Størstedelen af de udstationerede amerikanske soldater i Irak blev trukket ud af landet i slutningen af 2011. Kun en mindre grupper soldater tilknyttet USA’s ambassade i Bagdad blev tilbage.

Men nogle år senere blev der indsat nye amerikanske styrker. De skulle støtte det irakiske militærs krig mod Islamisk Stat, der havde indledt en voldsom offensiv.

I Afghanistan er der omkring 8600 amerikanske soldater.

Det er uvist, hvor mange soldater Trump planlægger at beordre hjem. Men i et interview i august sagde han, at planen var at nedbringe antallet af soldater i Afghanistan til cirka 4000.

I maj sagde Trump, at USA’s militære rolle i Afghanistan er blevet reduceret til en “politistyrke” fra en “kampstyrke”.

Der er også danske soldater i Afghanistan. Her er omkring 110 danske soldater, mens der er et par stykker i Irak.

/ritzau/Reuters