Trump forsvarer nedtoning af farlighed fra coronavirus

USA’s præsident, Donald Trump, erkender, at han nedtonede faren ved det nye coronavirus for at mindske bekymringen for pandemien i den amerikanske befolkning.

Det siger Trump onsdag aften ifølge Reuters.

– Den sidste ting, du ønsker at gøre, er at skabe panik. Jeg elsker vort land og jeg ønsker ikke, at folk er bange, siger Trump blandt andet.

Tidligere onsdag kom det frem, at Trump tidligt i februar erkendte, at han var klar over, hvor dødelig og smittefarlig virusset var.

Det fremgår af optagelser af interviews med Trump, som CNN er i besiddelse af. På optagelserne siger Trump, at han nedtonede faren ved virusset for at undgå at skabe panik.

Optagelserne er lavet i forbindelse med en ny bog af den kendte journalist Bob Woodward på baggrund af 18 interviews med Trump.

/ritzau/