Regeringskritisk advokat ført bort af maskerede mænd i Minsk

Den hviderussiske opposition oplyser, at en regeringskritisk advokat onsdag er blevet tilbageholdt af “maskerede mænd”.

De maskerede mænd trængte ind i Maxim Znaks kontor og førte ham væk.

Nyhedsbureauet Ria citerer politiet for at sige, at det ikke kender noget til, at Znak er anholdt.

To kvinder, der har været ledende figurer i oppositionen, har inden for den seneste uge oplevet det samme.

Olga Kovalkova, der er en del af oppositionens koordinationsråd, blev i fredags anholdt af maskerede mænd i hovedstaden Minsk. Dagen efter blev hun kørt til den polske grænse med besked på at forlade landet.

Mandag gik det ud over Maria Kolesnikova, der ved højlys dag blev ført væk af maskerede mænd. Dagen efter blev hun og to andre medlemmer af oppositionen kørt til Ukraines grænse.

Her rev hun – angiveligt i ingenmandsland – sit pas i stykker og gik tilbage til den hviderussiske grænsevagt, hvor hun blev anholdt. Ingen har hørt fra hende siden.

Maxim Znak, der blev ført væk af maskerede mænd onsdag morgen, er medlem af oppositionens koordinationsråd.

Baggrunden er præsidentvalget i sidste måned, som præsident Aleksandr Lukasjenko hævder, at han vandt med 80 procent med stemmerne, selv om der er klare tegn på, at han tabte stort.

Kendere af Hviderusland siger, at han forsøger at bide sig fast og har bedt politiet og hæren om at beskytte ham. Med bortførelser om nødvendigt.

Hundredtusinder har siden august demonstreret i Minsk og andre byer med krav om, at Lukasjenko træder tilbage.

/ritzau/Reuters