Ni medicinalselskaber giver hinanden håndslag på vaccine

Ni store medicinalselskaber i USA og Europa lover, at de vil holde sig strengt til videnskabelige standarder, før de frigiver en vaccine mod covid-19.

Det rapporterer New York Times og en række andre nyhedsmedier.

Vaccinen skal gennemgå de rette afprøvningsfaser og vise, at den er sikker, lyder det i en erklæring.

USA’s præsident, Donald Trump, har sagt, at en ny vaccine måske er klar inden præsidentvalget om mindre end to måneder.

Det har skabt bekymring for, at medicinalselskaberne bliver presset til at gå for hurtigt ud og melde, at de er klar med en vaccine.

Selskaberne kalder det et “historisk løfte”, som de har givet hinanden.

De ni medicinalselskaber er AstraZeneca, GlaxoSmithKline, Pfizer, Johnson & Johnson, Merck, Moderna, Novavax, Sanofi og BioNTech.

I deres fælles erklæring siger selskaberne, at de vil “opretholde den videnskabelige proces’ integritet” i deres arbejde med at udvikle en vaccine for covid-19.

Men ingen af selskaberne fraskriver sig at søge en hasteautorisering af en vaccine.

/ritzau/