Medier: Flere brande er brudt ud i stor græsk flygtningelejr

Flere brande er natten til onsdag brudt ud i Moria-flygtningelejren på den græske ø Lesbos.

Det rapporterer lokale medier.

Mange mennesker er evakueret, og store dele af lejren står i flammer, melder den statslige tv-kanal ERT.

Stærke vinde med hastigheder på op til 60 kilometer i timen har været med til at få ilden til at brede sig.

Nødhjælpsorganisationer og frivillige siger, at nogle menneskers flugtveje er blevet afskåret af røg og flammer.

Brandårsagen kendes endnu ikke.

Nogle flygtninge mener, at brandene kan være blevet påsat af beboere på øen – andre rapporterer, at migranter selv har startet brandene og herefter forhindret brandvæsnet i at gøre sit arbejde. Endnu er intet bekræftet.

Myndigheder på øen har kæmpet med en stor skovbrand omkring 25 kilometer nordvest for Moria siden tirsdag aften.

Ifølge den seneste opgørelse bor omkring 12.600 mennesker i og omkring lejren, som har en officiel kapacitet på 2757.

/ritzau/dpa