Kina ser tilbageholdt australsk tv-vært som potentiel trussel

En australsk nyhedsvært, der tilbageholdes i Kina, mistænkes for at have foretaget “kriminelle handlinger med fare for Kinas sikkerhed”.

Det oplyser en talsmand for Kinas udenrigsministerium tirsdag ifølge BBC, mens forholdet mellem de to lande er nær frysepunktet.

Australieren Cheng Lei, som har arbejdet for den engelsksprogede statslige tv-kanal CTGN i Kina i otte år, forsvandt i august pludselig fra skærmen og stoppede al kontakt med venner og familie.

Efter et stykke tid annoncerede Kina, at hun var placeret “under overvågning i en udvalgt bolig” uden at være officielt sigtet eller anholdt – og uden at der blev givet en grund.

Men den er kommet nu.

Ifølge talsmand for Kinas udenrigsministerium Zhao Lijian skyldes tilbageholdelsen “nationale sikkerhedsårsager”, og myndighederne har taget de nødvendige “lovmæssige skridt” mod hende, skriver BBC.

Derfor er der nu sat en efterforskning i gang.

Det diplomatiske forhold mellem de to lande har været anstrengt i længere tid og led yderligere et knæk, da Australien støttede op om en international undersøgelse af coronavirussets oprindelse.

Mandag kom det frem, at de sidste to australske journalister i Kina var blevet hastet ud af landet efter et diplomatisk tovtrækkeri, hvor journalisterne blandt andet havde fået besøg af op mod syv kinesiske politimænd sent på aftenen.

/ritzau/