Hviderusland sigter protestleder for forsøg på magtovertagelse

Den hviderussiske protestleder Maria Kolesnikova tilbageholdes for mistanke om, at hun har opfordret til magtovertagelse.

Det siger hendes advokat til nyhedsbureauet RIA.

Mandag blev Kolesnikova ifølge tilhængere kidnappet på åben gade i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Hun dukkede senere op ved grænsen til Ukraine, hvor hun ifølge to partikolleger rev sit pas itu, da ukendte mænd forsøgte at tvinge hende ind i nabolandet.

Siden valget i Hviderusland 9. august har der været massedemonstrationer mod præsident Aleksandr Lukasjenko, hvis regime beskyldes for massiv valgsvindel.

Den 38-årige Kolesnikova er den sidste tilbage i Hviderusland ud af tre kvinder, der alle stillede op mod Lukasjenko, der har siddet på magten i 26 år.

Den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, som er en af Kolesnikovas allierede, beskylder myndighederne i landet for at “terrorisere deres egen befolkning”.

Udtalelsen fra nobelprismodtageren kom samme dag, som endnu et fremtrædende medlem af oppositionen Maxim Znak blev bortført af maskerede mænd i Minsk. Det skriver AFP.

– Det, der sker, er terror mod befolkningen, siger Aleksijevitj, som opfordrer til sammenhold og vedholdenhed mod regimet.

– Der er fare for, at vi vil miste dette land, siger forfatteren, som modtog nobelprisen i litteratur i 2015.

Hendes svenske forlægger, Ola Wallin, fortæller, at den 72-årige forfatter tidligere onsdag undlod at åbne døren for maskerede mænd, som var på vej ind i hendes hjem i den hviderussiske hovedstad, Minsk. Han siger, at diplomater og tilhængere var mødt op foran hendes hjem for at beskytte hende. Blandt dem var repræsentanter for Sveriges ambassade.

– Hun havde opfordret borgerne til at komme derhen. Men hun havde sagt, at man skal være forsigtig og komme i store grupper, siger Wallin.

/ritzau/Reuters