Sverige registrerer rekordfå coronasmittede blandt testede

Sverige har registreret en rekordlav andel coronasmittede blandt de testede i landet den seneste uge. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

1,2 procent af dem, der den seneste uge blev testet for coronavirus i Sverige, har fået svar retur om, at de er smittede.

Det er den laveste andel, siden pandemien ramte Sverige. I de værste uger i foråret lød andelen på 19 procent.

Tallet skal dog ses i sammenhæng med, at Sverige den seneste uge også har testet rekordmange – over 120.000 personer. Heraf har omkring 1300 været smittede.

Sverige har under coronapandemien fået stor opmærksomhed fra hele verden på grund af landets alternative håndtering af virusudbruddet.

Mens store dele af verden lukkede meget af samfundet ned, holdt Sverige i højere grad samfundet åbent. I stedet anbefalede myndighederne svenskerne til at tage det personlige ansvar på sig ved at holde afstand og sikre god hygiejne.

Strategien fik dog efterfølgende hård kritik både fra ind- og udland, da antallet af døde med coronavirus begyndte at stige markant i Sverige.

Flere end 5800 personer er registreret døde med virusset i Sverige. Det er langt flere døde per indbygger sammenlignet med de skandinaviske nabolande.

Antallet af nye dødsfald med coronavirus i Sverige er dog dalet igen over de seneste uger og måneder.

Jonas Ludvigsson, professor i epidemiologi ved Karolinska Institutet i Stockholm, vurderer, at den svenske strategi nu har placeret Sverige et godt sted i forhold til pandemien.

– Vores strategi har været konsekvent og bæredygtig. Vi har formentligt en lavere risiko for smittespredning her sammenlignet med andre lande, siger Jonas Ludvigsson.

Han henviser til, at Sverige med samlet set 85.707 smittede siden foråret kan have en større immunitet mod virusset i befolkningen.

– Det tror jeg, at vi drager stor fordel af nu, siger han ifølge Reuters.

Der er dog langtfra enighed om det synspunkt. I en leder i avisen Dagens Nyheter lyder det, at de, der nu hylder den svenske strategi, har glemt de mange liv, som strategien har kostet.

Hvis man til sammenligning kigger mod Danmark, hvis befolkning næsten er halv størrelse af Sveriges, er i alt 18.356 bekræftet smittede med virusset. Derudover er 628 personer registreret døde med coronavirus i Danmark.

/ritzau/