Politiledere i amerikansk by går af efter sag om kvælning

Topfigurer i politiet i Rochester trækker sig, mens den amerikanske bys håndtering af den sorte amerikaner Daniel Prudes død under en anholdelse er under kritik.

Både politidirektør La’Ron Singletary og vicepolitidirektør Joseph Morabito er således stoppet i deres stillinger.

Det oplyser borgmesteren i Rochester, Lovely Warren, ifølge nyhedsbureauet AP sent tirsdag dansk tid.

Daniel Prude døde i marts, syv dage efter at han under en anholdelse fik en hvid stofpose eller såkaldt “spythætte” over hovedet.

“Spythætten” skulle angiveligt sørge for, at betjentene, der stod for anholdelsen, undgik at få coronavirus.

Prude mistede livet på grund af “komplikationer ved kvælning under en fysisk tilbageholdelse”, skriver The New York Times, som har haft adgang til obduktionsrapporten.

Sagen med Prude er efter George Floyds død blevet det seneste eksempel på en sort mands død i forbindelse med en anholdelse, der har skabt vrede og demonstrationer mod politivold og racisme i USA.

/ritzau/