Iran åbner ny sag mod fængslet britisk nødhjælpsarbejder

Iran har tirsdag rejst en ny sigtelse mod den britisk-iranske kvinde Nazanin Zaghari-Ratcliffe.

På iransk tv er det kommet frem, at Zaghari-Ratcliffe og hendes advokat tirsdag skulle være blevet oplyst om den nye sigtelse ved en domstol i landet.

Dermed er der lagt en dæmper på forhåbninger blandt kvindens støtter om en tidlig løsladelse. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Hun har allerede brugt mere end fire år i fængsel eller under husarrest, siden hun blev anholdt i lufthavnen i Teheran i april 2016 efter at have besøgt slægtninge med sin spæde datter.

Den nye sag mod hende kommer, efter at hendes mand, Richard Ratcliffe, sidste måned sagde, at han frygtede, at hun kunne stå med en sag på halsen.

Der er ikke givet detaljer om den nye sag, eller hvad Zaghari-Ratcliffe denne gang er anklaget for.

Tulip Siddiq, medlem af det britiske parlament i Zaghari-Ratcliffes valgkreds, skriver på Twitter, at hun har været i kontakt med den fængslede kvindes mand.

– Jeg kan bekræfte, at hun var i retten denne morgen, og at hun er blevet oplyst om, at hun står over for en ny rettergang søndag, skriver Siddiq.

Hun tilføjer, at hun er taknemmelig over, at tidligere udenrigsminister Jeremy Hunt i 2019 gav Zaghari-Ratcliffe diplomatisk beskyttelse.

– Men hvis dette skal betyde noget, skal regeringen med det samme kræve adgang til hende og være til stede med hende under den nye retssag, skriver Siddiq på Twitter.

Storbritanniens udenrigsministerium kalder den nye sigtelse “uacceptabel”.

Sagen om Zaghari-Ratcliffe går flere år tilbage.

Zaghari-Ratcliffe var på vej til at forlade Iran med sin datter efter at have besøgt sin familie, da hun i april 2016 blev tilbageholdt.

På det tidspunkt arbejdede hun som projektleder i nødhjælpsorganisationen Thomson Reuters Foundation.

Fem måneder senere blev hun idømt fem års fængsel ved en iransk domstol for at undergrave det iranske styre.

Både Zaghari-Ratcliffe selv, hendes arbejdsgiver Thomson Reuters Foundation og den britiske regering har afvist alle anklager mod hende og kæmpet for hendes frifindelse, men uden held.

/ritzau/