Forsamlingsforbud i England bliver strammet til seks personer

Fra den 14. september vil det over hele England blive forbudt at samle sig i grupper på mere end seks personer i forbindelse med sociale arrangementer. Det er en skærpelse i forhold til det aktuelle forsamlingsforbud på 30 personer.

Det meddeler den britiske premierminister, Boris Johnson, tirsdag ifølge AFP.

Stramningen kommer efter en stigning i de daglige tilfælde af nye coronasmittetilfælde.

– Vi er nødt til at agere nu for at stoppe virusset i at sprede sig, siger Boris Johnson, som onsdag på et pressemøde vil redegøre for ændringerne.

Overtrædelse af det nye forsamlingsforbud vil kunne blive straffet med bøder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Over 41.500 personer er bekræftet døde i Storbritannien som følge af covid-19.

Mens dødeligheden i forhold til antallet af smittede er faldet til det laveste siden midten af marts, så er smittekurven begyndt at stige. Den seneste tid har der været næsten 3000 nye smittetilfælde om dagen.

Johnsons kontor oplyser, at sundhedseksperter er enige om, at “omgående handling er nødvendig”.

Bryllupper, store familieforsamlinger og begravelser er blandt de sociale begivenheder, som er undtaget for det nye forsamlingsforbud.

/ritzau/