Formand rykker EU-parlamentsmøde fra coronaramt fransk by

Efter seks måneders viruspause skulle Strasbourg fra næste uge igen lægge hus til politisk debat, men den franske bys EU-comeback er udskudt på grund af en genopblussen af coronapandemien.

Næste uges samling afholdes i stedet i EU-Parlamentets anden hjemby, Bruxelles, som er Belgiens hovedstad.

Det meddeler formanden for EU-Parlamentet, David Sassoli, tirsdag. Der har været massiv modstand mod samlingen i Strasbourg fra alle sider af parlamentet.

Også en række danske medlemmer har givet udtryk for, at den kommende samling i Strasbourg burde aflyses.

EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) er “rigtig glad for”, at Sassoli har truffet beslutningen om at flytte mødet.

– Det var uansvarligt overhovedet at tale om at sende så mange mennesker afsted midt i en pandemi. Især når man tager højde for de høje smittetal i Strasbourg, skriver Kira Marie Peter-Hansen i en sms.

/ritzau/