Formand rokerer om i EU-Kommissionen efter irsk corona-sag

Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, har tirsdag valgt en ny irsk EU-kommissær, efter at landets handelskommissær trak sig, og givet den tunge post som handelskommissær til en af sine ledende næstformænd.

Irland havde nomineret en mand og en kvinde, og valget faldt på sidstnævnte. Mairead McGuinness.

Hun skal være kommissær for finansiel stabilitet, finansielle tjenesteydelser og kapitalmarkedsunionen. Dermed får hun poster, som ledende næstformand Valdis Dombrovskis har haft.

Dombrovskis, som er tidligere lettisk premierminister, får til gengæld den centrale post som handelskommissær. Den havde Irland, indtil Phil Hogan trak sig i august. Dombrovskis skal fortsat være ledende næstformand.

McGuinness er 61 år og en erfaren EU-politiker. Hun har siddet i EU-Parlamentet siden 2004 og været første næstformand siden 2017.

Hun er medlem af EU-Parlamentets største gruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det er kommissionsformandens privilegium at sammensætte sit hold på baggrund af nomineringer i medlemslandene, men det kræver en godkendelse fra EU-Parlamentet.

Det vil sige, at McGuinness og Dombrovskis skal til høring i parlamentets fagudvalg.

Derpå sker godkendelsen ved, at hele Europa-Parlamentet stemmer om de to.

Den lille justering i EU-Kommissionen udspringer af et irsk golf- og middagsarrangement, som blev afholdt i strid med Irlands corona-regler i sommer.

Daværende handelskommissær Phil Hogan var blandt gæsterne.

Han blev kritiseret i hjemlandet, og han meddelte i slutningen af august, at han ville trække sig, så den negative omtale ikke skulle forstyrre EU-Kommissionens arbejde.

Irland har ikke lagt skjul på, at landet ønskede at få posten som handelskommissær igen. Sådan gik det ikke.

/ritzau/