FN opfordrer kystlande til at tage imod strandede migranter

Tre internationale organisationer opfordrer middelhavslande til at tage imod 27 migranter, der blev reddet af et Mærsk-skib for mere en måned siden.

Skibet har siden ligget ud for Maltas kyst.

Ifølge organisationerne – FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR), FN’s Organisation for Migration (IOM) og Internationale Rederier (ICS) – er migranternes situation “skrækkelig”.

Besætningen på skibet “Maersk Etienne” reddede migranterne 4. august efter en anmodning fra Malta.

Men Maltas premierminister, Robert Abela, har siden sagt, at hans land ikke er ansvarlig for dem.

Organisationerne beskylder regeringer for at bryde international lov ved at nægte migranterne at forlade skibet.

De udpeger ikke Malta specifikt som migranternes endestation, men opfordrer i stedet kystnære EU-lande til at træde til og vise solidaritet ved at tage imod migranterne.

– Betingelserne om bord forværres hurtigt, og vi kan ikke længere se til, mens regeringer ignorerer disse menneskers situation, siger ICS-generalsekretær Guy Platten.

– Tiden løber fra os, og ansvaret for de her menneskers sikkerhed hviler helt og holdent hos regeringerne, tilføjer Platten.

/ritzau/AFP