EU-chef henter erfaren irsk kvinde til EU-Kommissionen

Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har tirsdag valgt en ny irsk EU-kommissær og givet den tunge post som handelskommissær til en af sine ledende næstformænd.

Irland havde nomineret en mand og en kvinde, og valget faldt på sidstnævnte. Mairead McGuinness.

Hun skal være kommissær for finansielle tjenesteydelser, og dermed får hun en af de poster, som ledende næstformand Valdis Dombrovskis har haft.

Dombrovskis får til gengæld den centrale post som handelskommissær. Den havde Irland, indtil Phil Hogan trak sig i august.

McGuinness er 61 år og en erfaren EU-parlamentariker. Hun har siddet i EU-Parlamentet siden 2004, den længst siddende irer, og været første næstformand siden 2017.

Hun er medlem af EU-Parlamentets største gruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det er kommissionsformandens privilegium at sammensætte sit hold, men det kræver en godkendelse fra EU-Parlamentet.

Det vil sige, at ireren og de kommissærer, der har fået andre opgaver, skal til høring i parlamentets fagudvalg.

Derpå sker godkendelsen ved, at hele Europa-Parlamentet stemmer om de nybesatte poster.

/ritzau/