Verden runder 27 millioner tilfælde af coronasmittede

Det globale antal af coronasmittede personer har natten til mandag dansk tid rundet 27 millioner bekræftede tilfælde.

Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University, som løbende opdaterer smitte- og dødstal fra det nye coronavirus, der første gang dukkede op i slutningen af sidste år i Kina.

Siden har virusset spredt sig til alle dele af kloden, og det er kun fire dage siden, at antallet af smittetilfælde passerede 26 millioner.

USA har hidtil registreret de fleste smittetilfælde samt coronarelaterede dødsfald. Derefter følger Brasilien og Indien.

/ritzau/