Spanien runder en halv million coronasmittede

Spanien har passeret en halv million coronasmittede som det første land i Europa. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University mandag aften.

I alt er 525.549 personer testet positive for virusset, siden det første tilfælde blev bekræftet i Spanien i slutningen af januar.

Antallet af døde med coronavirus er mandag steget til 29.516.

Der bor omkring 47 millioner mennesker i Spanien. Dermed har Spanien oplevet omkring dobbelt så mange smittede per indbygger som eksempelvis Frankrig og Italien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Spanien var et af de lande, der blev hårdest ramt af udbruddet af coronavirus, da pandemien for alvor ramte Europa i foråret.

Udbruddet blev afdæmpet, da Spanien indførte en af verdens mest omfattende nedlukninger.

Men virusset er igen begyndt at sprede sig hastigt, efter at de sidste dele af nedlukningen blev ophævet i slutningen af juni.

I løbet af de sidste to uger er der i gennemsnit blevet registreret mellem 7000 og 8000 nye smittetilfælde om dagen. Omkring en tredjedel af dem er i og omkring hovedstaden, Madrid.

Dødeligheden er dog meget lavere nu sammenlignet med i foråret. I marts og april blev der registreret knap 900 døde med coronavirus om dagen.

At antallet af dødsfald ikke følger med smitteudviklingen, kan blandt andet skyldes, at det sammenlignet med i foråret nu i højere grad er yngre mennesker, der smittes.

Derudover udgør personer, der ikke udviser symptomer, en langt større andel af de smittede, da der testes meget bredere nu, end da virusset først brød ud.

Spanien har rundet den halve million smittede, netop som landets skoler er ved åbne igen efter sommerferien.

Mange forældre har ifølge AFP udtrykt bekymring for, at eleverne skal tilbage i skole, mens smitten spredes hastigt.

Regeringen har dog indført flere tiltag for at mindske smitterisikoen i skolerne. Blandt andet er mundbind obligatoriske for alle over seks år.

/ritzau/