Norsk sundhedsstyrelse vil have Syddanmark på rød liste

Norges sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), anbefaler karantæne for indrejsende fra Region Syddanmark.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse mandag.

Anbefalingen skyldes stigende smittetal. Regionen har for de seneste to uger mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere. Det betyder, at styrelsen altså anbefaler, at Region Syddanmark kommer på Norges såkaldte røde liste.

Hvis lande eller regioner er på den røde liste, betyder det, at indrejsende derfra skal i karantæne.

Det er Norges regering, der i sidste ende beslutter, om anbefalingen skal gøre sig gældende. Regeringen træffer en beslutning i denne uge, oplyser FHI.

I Danmark er Region Midtjylland og Region Hovedstaden i forvejen på Norges røde liste. Region Sjælland har været på, men er det ikke længere, efter at smittetallene er dalet.

/ritzau/