Milliardtilskud skal skaffe Sverige verdens bedste ældreomsorg

Sveriges centrum-venstre regering er nået til enighed om at styrke ældreomsorgen med fire milliarder svenske kroner (2,87 milliarder kroner) årligt.

Det meddelte den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, mandag.

Den planlagte forbedring af ældreområdet fremgår af budgettet for 2021, efter at antallet af coronarelaterede dødsfald på svenske plejehjem har skabt bekymring.

Med de ekstra penge får ældreomsorgen samlet 9,7 milliarder svenske kroner i 2021.

Regeringen har bebudet øgede udgifter på det statslige budget for over 100 milliarder svenske kroner.

Regeringspartierne har som mål at få skabt mere dynamik i økonomien. Samtidig skal der lukkes huller i velfærdssystemet, som på nogle områder har vist sig svagt under coronakrisen.

– Vores mål må være at opbygge verdens bedste system for ældreomsorg. Dette år med coronavirusset har vist, at det er nødvendigt, at vi styrker og fremskynder arbejdet, siger Stefan Löfven.

/ritzau/TT