Khashoggis forlovede kalder omstødte dødsstraffe for farce

Det er en “farce”, at en saudiarabisk domstol mandag har omstødt fem dødsstraffe i sagen om drabet på journalist Jamal Khashoggi.

Det siger Khashoggis forlovede, Hatice Cengiz, i en erklæring.

– Dommen afsagt i Saudi-Arabien i dag er en hån mod retfærdighed. De saudiarabiske myndigheder lukker sagen, uden at verden kender til sandheden om, hvem der er ansvarlig for mordet på Jamal.

– Det internationale samfund vil ikke acceptere denne farce. Jeg er mere stålsat på at kæmpe for retfærdighed for Jamal end nogensinde før, skriver hun i erklæringen, som hun har lagt op på det sociale medie Twitter.

Fem personer, som var idømt dødsstraf i sagen fra 2018, har mandag fået nedsat deres straffe til 20 års fængsel i en ankesag.

I alt er otte personer blevet idømt fængsel i sagen. Ud over 20 års fængsel til fem personer har en person fået syv års fængsel, og to personer har fået ti års fængsel for deres medvirken til forbrydelsen.

Ingen af de dømte blev navngivet. Ligesom det ikke fremgår, hvad de otte personers roller konkret har været i drabssagen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er dommen blevet nedsat, fordi Khashoggis sønner i maj “tilgav” de dømte.

Franske Agnès Callamard, menneskerettighedsekspert og særlig efterforsker for FN, skriver på Twitter, at dommen er en “parodi på retfærdigheden”, og at dommene hverken har “lovlig eller moralsk legitimitet”.

– Dommene er kommet ved afslutningen på en proces, som hverken var fair, retfærdig eller gennemsigtig, skriver hun.

Khashoggi blev dræbt, da han 2. oktober 2018 gik ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul.

Her skulle han hente nogle papirer i forbindelse med det ægteskab, han var ved at indgå.

Inde på konsulatet ventede en saudiarabisk henrettelsesgruppe på Khashoggi. De kvalte ham og skar ham siden i stykker, har den tyrkiske efterretningstjeneste beskrevet.

Khashoggi, der var saudiarabisk statsborger bosat i USA, havde skrevet kritisk om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien.

Han skrev faste kommentarer i avisen Washington Post.

/ritzau/