Virusramt delstat forlænger nedlukning i Melbourne med to uger

Den australske delstat Victoria vil forlænge Melbournes strenge coronarestriktioner med to uger.

Det siger Victorias premierminister Daniel Andrews på et pressemøde søndag ifølge det australske medie ABC.

Siden begyndelsen af august har Melbourne været under en total nedlukning, der i første omgang var sat til at ophøre 13. september. Den er nu forlænget.

Det betyder blandt andet, at det fortsat ikke vil være muligt at bevæge sig mere end fem kilometer væk fra hjemmet.

Men visse restriktioner vil blive lempet en smule, melder Andrews.

Blandt andet vil det natlige udgangsforbud blive afkortet med en time, så det fremover gælder fra klokken 21 til 05.

Udendørs forsamlinger mellem to personer eller en husstand vil desuden blive tilladt i op til to timer. Hidtil har det kun været tilladt i én time.

Andrews siger også, at der vil blive mulighed for at lave undtagelser for eneboende.

– Singler, der bor for sig selv, vil kunne besøge en partner sammen med en anden person. Her gælder reglen om fem kilometer ikke, mens udgangsforbuddet gør, siger Andrews.

Hvis antallet af nye smittede falder til mellem 30 og 50 daglige tilfælde inden 28. september, vil Melbourne åbne yderligere, siger Andrews.

Det vil betyde, at op til fem personer kan mødes udendørs, og daginstitutioner vil kunne åbne.

– Vi bliver nødt til at tage stabile og sikre skridt ud af nedlukningen, siger delstatens premierminister.

Lørdag demonstrerede op mod 300 mennesker i Melbourne mod restriktionerne, der er de hårdeste i Australien.

Victoria står for 661 ud af Australiens 748 dødsfald blandt coronapatienter.

Victorias daglige smittetal er dalet markant under nedlukningen. I begyndelsen af august registrerede delstaten omkring 700 nye smittede om dagen.

Lørdag registrerede delstaten 76 nye smittede.

/ritzau/