Svensk politichef melder om problemer med kriminelle klaner

Kriminelle klaner er blevet et betydeligt problem i Sverige.

Det siger vicerigspolitichef Mats Löfving i et interview med Sveriges Radio.

– Lige nu har vi mindst 40 slægtsbaserede kriminelle netværk i Sverige, såkaldte klaner. De er kommet til Sverige, påstår jeg, entydigt med det formål at organisere og systematisere kriminalitet.

– De arbejder på at skabe magt, de har stor voldskapacitet, og de vil tjene penge. Og det gør man ved narkotikaforbrydelser, voldsforbrydelser og afpresning, siger Mats Löfving.

Han beskriver i interviewet, at der er flere eksempler på slægter, der er kommet ind i erhvervslivet og det politiske liv for at kunne styre eksempelvis en kommune.

Vicerigspolitichefens udtalelser kommer, da bandekriminalitet er et stort samtaleemne i Sverige for tiden, og fordi politiet arbejder ihærdigt på at gøre noget ved problemet.

Han oplyser, at bandekriminaliteten “tydeligt er koblet til udsatte områder”.

/ritzau/