Australiere går på gaden mod landets hårdeste coronarestriktioner

Politiet i Australiens virushotspot, Melbourne, har lørdag anholdt adskillige personer, der demonstrerede mod byens coronarestriktioner.

Det skriver lokale medier ifølge nyhedsbureauet dpa.

Siden begyndelsen af august har millionbyen haft landets hårdeste nedlukning på grund af den igangværende coronapandemi.

Restriktionerne, der har varet i mere end en måned, betyder blandt andet, at der er indført udgangsforbud i byen mellem klokken 20 om aftenen og 05 om morgenen.

Det er også forbudt at forsamle sig mere end to personer.

Forinden demonstrationen advarede premierminister Daniel Andrews i delstaten Victoria, hvor Melbourne ligger, mod at gå på gaden.

– Det er ikke sikkert, det er ikke smart, og det er ikke lovligt. Det er helt igennem egoistisk at være derude og protestere, sagde han.

Alligevel trodsede op mod 300 personer advarslen og demonstrerede. Ifølge det australske nyhedsbureau AAP er mindst 20 blevet anholdt, mens stemningen bliver beskrevet som “anspændt”.

BBC skriver, at politiet har udstedt mere end 150 bøder for overtrædelse af coronarestriktionerne under demonstrationen.

De fleste anholdelser skete på samme baggrund, mens en blev anholdt for at angribe en politibetjent, der fik skrammer i hovedet, skriver BBC.

Lørdag har der også været mindre demonstrationer mod coronatiltag andre steder i Australien, herunder i millionbyen Sydney og kystbyen Byron Bay.

Den seks uger lange nedlukning i Melbourne forventes at blive ophævet 13. september.

Premierministeren siger lørdag, at delstaten har registreret yderligere 76 smittetilfælde og 11 dødsfald blandt coronapatienter, hvilket bringer det samlede antal for staten op på 661.

I hele Australien har 748 mistet livet, skriver dpa.

Victorias daglige smittetal er dalet markant under nedlukningen. I begyndelsen af august registrerede delstaten omkring 700 nye smittede om dagen.

/ritzau/