Vanvidskørsel i Oslo: Rammer 20 biler og bygninger

En stærkt beruset mand i det centrale Oslo er med voldsom fart kørt ind i cirka 20 biler og har ramt flere bygninger, skriver norsk politi på Twitter.

– Vi har kontrol med bilens fører og søger nu efter skadede personer. En person er fundet skadet, hedder det.

Bilen har kørt meget stærkt under den vilde færd.

– Vi modtog temmelig mange telefoniske alarmer. Det er en bil, som er kørt helt vanvittigt ind i 20 biler og flere bygninger, blandt andet en Joker-butik (supermarked), siger operationsleder Gjermund Stokkeli til avisen VG.

Der er tydelige skader på biler og bygninger i den bydel i Oslo, der hedder Frogner.

Et øjenvidne siger til nyhedsbureauet NTB, at bilisten var kørt ind i en butik og derefter fortsatte sin kørsel på fortovet hen langs husvæggene og ramte de biler, som holdt parkeret der.

/ritzau/