Trump beder amerikanerne om at prøve at stemme to gange

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentaget en opfordring til sine tilhængere om at prøve at stemme to gange ved valget 3. november.

Trump opfordrer amerikanerne til først at brevstemme, hvis denne mulighed tilbydes i delstaten, og derefter også at gå ned til valglokalet på valgdagen for at kontrollere, at stemmen er blevet talt. Hvis ikke, beder Trump sine tilhængere om at stemme igen.

– Du er nu sikker på, at din stemme er blevet talt, skriver præsidenten på Twitter.

Det er ulovligt at stemme to gange med vilje.

Facebook og Twitter, der er under voksende pres for at luge ud i misinformation op til valget, har sat advarselsmærker på Trumps opslag med opfordringen til at dobbeltstemme.

– Vi har markeret to opslag i denne tråd som værende en overtrædelse af vores politik, herunder at tilskynde folk til potentielt at stemme to gange, skriver Twitter.

Talskvinde for Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, siger imidlertid, at Trumps opslag er taget ud af en sammenhæng, og han blot vil have vælgerne til at kontrollere, at deres første stemme er blevet registreret.

Præsidenten “tolererer ikke ulovlig afstemning”, siger McEnany.

/ritzau/AFP