Tysk politiker vil inddrage naturgas i Navalnyj-sag

Efter forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er der behov for en europæisk reaktion, som omfatter Nord Stream 2.

Det siger den tyske CDU-politiker, Norbert Röttgen, som leder det udenrigspolitiske udvalg i Forbundsdagen.

Nord Stream 2 er en gasrørledning fra Rusland til Tyskland via Østersøen.

Röttgen mener, at Europa må reagere stærkt mod Rusland. Både efter nervegiftattentatet på Navalnyj og Ruslands støtte til Hvideruslands autoritære ledelse omkring Aleksandr Lukasjenko.

– Putins regime er umenneskeligt. Det viser Navalnyj-sagen og støtten til Lukasjenko. Det kræver et tydeligt og stærkt svar fra EU. Et svar, som Putin kan forstå. Nord Stream 2 må være noget, som vi diskuterer, skriver Röttgen på Twitter.

Bygningen af Nord Stream 2 omfatter en række europæiske selskaber. Projektet vil gøre det muligt for Rusland at eksportere gas direkte til Tyskland under Østersøen.

Udtalelserne fra Röttgen kom, få timer efter at den tyske forbundsregerings talsmand, Steffen Seibert, havde meddelt, at “det er ubestrideligt, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novichok”.

Konklusionen kommer på baggrund af en toksikologisk undersøgelse, der blev foretaget på et militært laboratorie.

Navalnyj blev fløjet til behandling i Berlin, Tyskland, 22. august – to dage efter at han blev syg om bord på et fly fra Sibirien til Moskva.

Novichok blev udviklet af Sovjetunionen i 1970’erne og 1980’erne som et kemisk våben. Det virker lynhurtigt, og ofre for giften får symptomer inden for to minutter.

– En afskyelig og fej handling – igen, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

/ritzau/dpa