Tyskland: Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novichok

Det er ubestrideligt, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novichok.

Det oplyser Steffen Seibert, talsmand for den tyske regering, ifølge Reuters.

Konklusionen kommer på baggrund af en toksikologisk undersøgelse, der blev foretaget på et militært laboratorium.

Tyskland vil nu informere sine partnere i både Nato og EU om konklusionen.

Tyskland fordømmer på det kraftigste angrebet på Aleksej Navalnyj, siger Steffen Seibert.

Den tyske regering opfordrer nu den russiske regering til at komme med en forklaring i sagen.

En talsmand for den russiske regering siger ifølge nyhedsbureauet Ria, at Rusland ikke er blevet informeret om tyskernes konklusion.

Aleksej Navalnyj blev fløjet til Berlin til behandling den 22. august – to dage efter at han blev syg om bord på et fly fra Sibirien til Moskva.

Han har længe været en af præsident Vladimir Putins mest åbenmundede kritikere og har flere gange været fængslet.

– Det er chokerende, at Navalnyj er blevet offer for et angreb med en kemisk nervegift i Rusland, siger Steffen Seibert.

Han tilføjer, kansler Angela Merkel er blevet informeret om sagen.

Nervegiften Novichok har tidligere været brugt mod kritikere af det russiske styre.

I 2018 blev den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter forsøgt myrdet med samme nervegift i den engelske by Salisbury.

Britisk politi har siden udpeget to russiske agenter som gerningsmændene.

Novichok blev udviklet af Sovjetunionen i 1970’erne og 1980’erne som et kemisk våben. Det er udviklet til at virke lynhurtigt på ofre. Efter 30 sekunder til to minutter viser symptomerne sig.

Efter angrebet i Salisbury blev der indsat mellem 600 og 800 militærfolk i byen for at rydde op efter giftangrebet.

Der gik et år, før byen igen blev erklæret sikker for borgerne.

/ritzau/