Harry og Meghan underskriver lang kontrakt med Netflix

Den britiske prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, har underskrevet en “mangeårig” kontrakt med streamingtjenesten Netflix.

Det skriver The New York Times.

Parret har ifølge mediet skabt et produktionsselskab, der endnu ikke har fået et navn.

Kontrakten indebærer, at Netflix betaler selskabet for blandt andet at lave dokumentarer, spillefilm og børneprogrammer.

Både Harry og Meghan vil optræde i flere dokumentarprogrammer. Meghan, der inden hun blev gift med den britiske prins, bar efternavnet Markle, har dog tidligere understreget, at hun ikke har planer om at vende tilbage til tilværelsen som skuespiller.

– Vi vil fokusere på at lave indhold, der oplyser, men også giver håb, skriver parret i en pressemeddelelse.

– Som nye forældre er det vigtigt for os at lave inspirerende familieprogrammer, tilføjer de.

Harry og Meghan oplyste tidligt på året, at de ville træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Ved samme lejlighed oplyste de, at de ønsker at være økonomisk uafhængige.

Beslutningen kom i kølvandet på en konflikt mellem parret og især de britiske tabloidmedier.

Efter bruddet med kongehuset fløj parret først til Canada for at bosætte sig og efterfølgende til USA.

De har siden købt et hus Los Angeles-bydelen Montecito, hvor de nu bor med deres søn, Archie.

Netflix glæder sig over kontrakten med det prominente par.

– Vi er ekstremt stolte af, at de har valgt Netflix som deres kreative hjem og er spændte på sammen at fortælle historier, der kan hjælpe med at skabe forståelse for publikum over alt, siger Netflix’ indholdsdirektør, Ted Sarandos, i en kommentar.

Det fremgår ifølge The New York Times endnu ikke, hvor meget parret tjener på kontrakten med Netflix.

Netflix har 193 millioner abonnenter på verdensplan.

/ritzau/