Brandfolk i Californien gør fremskridt med historiske brande

Brandfolk i Californien gør fremskridt med at få bekæmpet de tre historisk store skovbrande, der lige nu hærger i den amerikanske delstat.

Det oplyser Californiens brandvæsen, Calfire.

De tre brande, der er Californiens anden, tredje og niendeværste i historien, er henholdsvis 70, 66 og 20 procent under kontrol.

Tjenestemænd ved brandvæsnet siger, at brandfolk vinder terræn, mens de kæmper med at få de massive brande under kontrol, så evakuerede borgere kan vende hjem til deres huse.

– Der er stadig meget arbejde forude, men antallet af brande under kontrol vokser, sagde Daniel Berlant, der er pressemedarbejder ved Californiens brandvæsen, mandag på et pressemøde over video.

De mange brande i delstaten har siden 15. august nedbrændt et område i omegnen af 5665 kvadratkilometer.

Det svarer til et område, der er næsten dobbelt så stort som Fyn.

De fleste af brandene begyndte 15. august, da delstaten blev ramt af hele 14.000 lynnedslag på et døgn.

/ritzau/dpa