Putin sender varm hilsen til Lukasjenko under store protester

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har søndag sendt sine “varme hilsener” til Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Det oplyser Kreml søndag i en meddelelse ifølge CNN.

Putins hilsen kommer, mens omkring 100.000 mennesker søndag gik på gaden i Hvideruslands hovedstad, Minsk, for at kræve Lukasjenkos afgang.

Ifølge CNN skriver Kreml i meddelelsen, at Putin søndag ringede til Aleksandr Lukasjenko for at lykønske ham med hans 66 års fødselsdag.

I meddelelsen står der også, at parret skal mødes i Moskva i “de kommende uger”, og at de er blevet enige om at styrke relationerne og samarbejdet mellem deres to nationer.

Lukasjenko har de seneste uger stået over for massive protester i Hviderusland efter præsidentvalget 9. august.

Ved valget blev præsident Aleksandr Lukasjenko officielt udråbt som den store vinder med over 80 procent af stemmerne, men EU og mange andre internationale aktører har sagt, at de ikke anerkender valgresultatet.

Oppositionen har ligeledes beskyldt Lukasjenko, der har siddet på magten siden 1994, for valgfusk.

/ritzau/